Bevægelse

Jeg tror på, at bevægelsesglæde og frihed til leg er for alle, uanset baggrund, kondition eller erfaringsniveau.

Min baggrund

Min baggrund indenfor træning og bevægelse er rimelig bred. Jeg har aldrig været interesseret i konkurrence og tanken om blot at dyrke én disciplin er for mig demotiverende. Dette har gjort at jeg har søgt bredt, afprøvet mange ting, uden at mestre noget bestemt fuldstændigt. Det har altid været vigtigt for mig at bevægelse var sjovt.

Min primære baggrund er springgymnastik, som jeg startede som helt lille og holdt ved i mange år efter. Som teenager var jeg også meget fascineret af kampsport og tog efter gymnasiet til Kina for at lære Kung Fu. Min fascination var i høj grad forbundet med filosofien omkring shaolin kung fu - at krop og sind hænger sammen, og gennem fysisk disciplin kan vi lære at tæmme sindet.

De seneste 10 år har jeg dyrket akroyoga, akrobatik, bouldering, kontaktimpro, afrikansk dans, movement-træning, håndstand m.m.

.

Skabt til bevægelse

Jeg søger ofte inspiration i naturen. Hvad er det naturlige for menneskekroppen? Vores kroppe er udviklet til bevægelse! Menneskets fysiske færdigheder blegner ved siden af dyrenes. Vi er ikke specielt gode til at klatre, sprinte, svømme, og vores styrke er lille i forhold til selv vores nærmeste biologiske slægtninge i naturen. Vi kan til gengæld lidt af det hele. Vi har udviklet os til at være generelister, og jeg tror på det er sådan vi bedst trives. Vores bevægelsespotentiale er meget bredt, og personligt finder jeg stor glæde ved at udforske dette potentiale.

Vores forfædre har desuden levet et liv i bevægelse - jeg tror dagens stillesiddende livsstil skaber problemer, som lang hen ad vejen vil kunne løses med mere bevægelse.

Bevægelse er liv og alt liv er i bevægelse.

Bevægelse for bevægelsens skyld

Et spørgsmål, der har fyldt meget i min egen praksis i mange år er: hvorfor er det jeg træner?

Er det for at opnå overfladiske mål eller andres anerkendelse? Vi kommer ofte til at jage en regnbue og forestiller os, at alt bliver godt, når blot vi når hen til vores mål. Men hvad hvis den dag aldrig kommer? Eller, hvis den gør, at vi opdager at den tilfredsstillelse og glæde ikke varer ved?

Disse spørgsmål ramte mig dybt, og jeg indså, at hvis jeg bevæger mig for bevægelsens skyld kan jeg være mere centreret i nu'et, og genopdage glæden ved fysisk udfoldelse. Det kan være vigtigt at have mål at stræbe efter, men det er vejen til målet der er interessant.

Bevægelse nærer os på mange forskellige måder, både fysisk og psykisk, men at søge bevægelse for bevægelsens skyld er for mig et værdigt mål i sig selv.

Gør det sjovt!

Træning bør gøres for vores egen skyld. Det kan være nemt at fortabe sig i andres overbevisninger om, hvad der er rigtigt og forkert, og træning kan ofte blive enormt seriøst og præget af pligt. For mig er det vigtigt at gøre bevægelse sjovt. Jeg kan godt lide at arbejde fokuseret mod specifikke mål, men ligeså vigtigt er det, at kunne slippe disse mål og forventninger til mig selv, og blot lege. Jeg minder mig selv om, at dyrke bevægelse med et barns sind. Et barn tænker ikke over, hvad der er rigtigt og forkert, hvilke øvelser og bevægelser der bør øves, men er fuldt til stede nu og her, udømmende, legende, udforskende. Jeg ønsker at vende tilbage til dette barnagtige perspektiv og det simple, umiddelbare og glædesfyldte forhold til kroppen.

Træningsforløb hos mig

Der er ikke noget bestemt du skal eller bør gøre med din krop - ikke nogen bestemt måde du skal træne på, ikke nogen bestemt måde du skal se ud på. I forløb hos mig kommer du til at udforske træning og bevægelse på en sjov, udforskende og udfordrende måde. Jeg ønsker at hjælpe dig til at finde glæde ved bevægelse.

Kontaktinfo

Email: mikael@vaer-krop.dk

Tlf. 81 82 71 50

Adresse: Mejlgade 28, Manuvision huset 1. sal, 8000 Aarhus C